Oplev en interaktiv og hjertevarm teaterforestilling skabt specielt for børn i alderen 4-8 år. Forestillingen udfolder sig gennem dans, musik og fantasi med fokus på nærvær, aktiv deltagelse og styrkelse af børnenes selvværd.
Følg Lulu Stjernebarn på en magisk rejse, hvor hun er landet på jorden for at redde verden. Farverne forsvinder nemlig, fordi menneskene har mistet kontakten til hinanden og til deres indre legebarn. Med hjælp fra den sjove karakter Hr. Gryde, og ikke mindst med børnenes deltagelse gennem dans og interaktion, forsøger de sammen at genoprette farvernes glans.
Performer og danser Keren Gelfer står bag forestillingen og spiller Lulu, mens skuespiller Inna Zyrina Gordon Orr portrætterer Hr. Gryde. De har skabt et farverigt univers fyldt med humor, varme og musikalitet, der inviterer både børn og voksne ind i et levende fællesskab.
Efter forestillingen er der mulighed for at farvelægge Lulu Stjernebarn og nyde hinandens selskab. Entré: 30 kr.










































