Oplev en dobbelt indie-koncert med to originale danske bud på indiepop. Dansk-japanske Atusji udfolder sit melankolske og charmerende univers gennem poetisk skrevne tekster og håndspillet musik. Hans album Indie fra 2025 modtog fem stjerner i GAFFA og gjorde ham nomineret til Årets Sangskriver ved Den Uafhængige 2026. Med finurlige karakterer, sarkastisk overskud og detaljesans udforsker Atusji temaer som kærlighed, utroskab og livets små absurditeter. Efter tidligere albumtrilogi Soapbox og Slowboat til Asakusa har han optrådt på blandt andet Roskilde Festival, SPOT Festival og Copenhagen Jazz Festival.
Hængemulen består af fire erfarne musikere, der blander thereminer, rototoms og hjemmebyggede effektpedaler med en ukonventionel DIY-tilgang. Deres koncerter beskrives som en særegen samling af slacky støj, medrivende melodier og tragikomisk indie. Det seneste album Hængemulens Kundeservice fra 2025 udforsker eksistentielle temaer med både sårbarhed og strålende energi.
Arrangeret af En Sommerdag på Bellahøj og BRØK med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.








































