Magnus Heunicke har en plan. Landets uddannelsesinstitutioner skal fremover tilbyde undervisning med kunstig intelligens, uden kunstig intelligens og om kunstig intelligens. Det lyder umiddelbart fornuftigt – men spørger man de unge, er begejstringen ujævnt fordelt.
Det blev tydeligt, da Socialdemokratiets undervisningsminister mandag besøgte Erhvervsakademi København på Nørrebro sammen med Christina Egelund (M), der er forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister. De to ministre var mødt op for at lytte til unge repræsentanter fra elevrådsforeninger på tværs af hele uddannelsessektoren.
Interesse for det meste – bare ikke fraværet af AI
Mødet gav et klart billede: De unge bakker op om undervisning med AI og undervisning om AI. Derimod synes efterspørgslen på undervisning uden AI at ligge på et meget lille sted.
Det er en udfordring, som ikke er ukendt for politikere og uddannelsesfolk, der forsøger at navigere i et felt, hvor teknologien bevæger sig hurtigere end lovgivningen. Spørgsmålet om, hvornår AI er et redskab og hvornår det er snyd, er stadig uafklaret på mange institutioner.
Heunickes tredelte model er et forsøg på at skabe rammer for netop den afvejning – men de unges reaktioner antyder, at det bliver en politisk opgave at overbevise dem om værdien af AI-frie læringsmiljøer.
To ministre, én dagsorden
At både undervisningsministeren og digitaliseringsministeren deltog i mødet understreger, at AI i uddannelse ikke længere behandles som et nichespørgsmål. Det er rykket til centrum af den uddannelsespolitiske debat.
Christina Egelund har fra sin post arbejdet for at styrke Danmarks digitale kompetencer bredt set, mens Heunicke har ansvaret for de konkrete rammer i klasselokalerne. Besøget på Nørrebro var dermed også et signal om, at de to ministerier koordinerer deres tilgang.
De unges stemme er i den sammenhæng relevant – ikke mindst fordi det er dem, der dagligt navigerer i spændingsfeltet mellem egne AI-redskaber og institutionernes regler.
Svært at lukke låget
Udfordringen for ministerierne er reel. Kunstig intelligens er ikke noget, de studerende efterlader derhjemme, når de møder ind. Teknologien er integreret i de arbejdsredskaber, kommunikationsformer og læringsstrategier, som en hel generation har vænnet sig til.
At definere meningsfulde rammer for, hvornår AI må bruges og ikke bruges, kræver mere end politiske hensigtserklæringer. Det kræver, at uddannelsesinstitutionerne selv kan forklare de studerende, hvad de lærer af at undvære den.
Det spørgsmål fik Heunicke og Egelund sandsynligvis et tydeligt svar på under mandagens møde. Om det ændrer på planens indhold, vides endnu ikke.
