En ny fastfood-aktør er på vej til den danske restaurantscene. Den tyske kæde Loco Chicken åbner sin første restaurant i Danmark i løbet af efteråret, skriver Avisen.dk.
Restauranten slår dørene op i Kajen Food Hall på Fisketorvet i København. Kæden er især kendt for sin fried chicken og har i forvejen omkring 20 fysiske restauranter i Tyskland, herunder flere afdelinger i Berlin.
Ifølge Avisen.dk er planen, at den københavnske restaurant åbner i slutningen af oktober eller begyndelsen af november. Sultne gæster må altså væbne sig med lidt tålmodighed, inden de kan sætte tænderne i kædens stegte kylling på dansk grund.













