Esben Bjerre og Sisse Sejr-Nørgaard er klar til at forlade deres hus på Vesterbro. Parret har sat ejendommen til salg for 18.495.000 kroner, bekræfter Sisse Sejr-Nørgaard selv på Instagram, hvor hun deler et link til ejendomsmægler Poul Erik Bech.
»Først til mølle. Køb, køb, køb,« skriver den tidligere tv-vært i sin story.
Parret købte huset i 2022 for 11.800.000 kroner ifølge Ekstra Bladet. Bliver det solgt til den udbudte pris, står de til en fortjeneste på tæt på syv millioner kroner på fire år.
Nyt projekt venter
Pengene er angiveligt allerede øremærket. Sisse Sejr-Nørgaard antyder i sin Instagram-story, at salget ikke er et spørgsmål om at sætte tempoet ned.
»Vi har fundet et andet kæmpe projekt, vi gerne vil kaste os over,« skriver hun uden at uddybe nærmere, hvad det nye projekt drejer sig om.
Huset udbydes som en såkaldt skuffesag – en bolig, der markedsføres uden offentlig annoncering på de store boligportaler, og som typisk henvender sig til en snæver kreds af kvalificerede købere.
Turbulent år bag sig
Salget kommer, efter at parret har lagt et turbulent år bag sig. Sisse Sejr-Nørgaard blev i 2024 idømt 30 dages ubetinget fængsel for stalking og identitetsmisbrug rettet mod en kvinde, der havde haft en affære med Esben Bjerre.
Med hussalget rykker parret nu også fysisk videre fra Vesterbro-adressen, hvor de har boet siden 2022.












