En 76-årig dement mand mødte torsdag op i Københavns Byret for at stå til ansvar for en dramatisk ulykke ved Sortedam Dossering i København en forårsdag i 2025. Fra sin kørestol udtrykte han medfølelse med de 17 mennesker, han kvæstede, da han mistede kontrollen over sin bil.
– Det har fået frygtelige konsekvenser for flere af dem, jeg har påkørt, og det beklager jeg. Det er jeg meget ulykkelig over, sagde manden, da han fik det sidste ord, inden rettens medlemmer trak sig tilbage for at afgøre sagen.
Ramte skilt og mistede kontrollen
Ulykken begyndte, da bilisten ramte et skilt ved et vejarbejde på stedet. Herefter formåede han ikke at flytte foden fra speederen til bremsen. I stedet kørte han først ind i en parkeret bil og sigtede til sidst mod en lygtepæl.
Undervejs påkørte han de mange fodgængere og cyklister, som var ude for at nyde forårssolen. Tre af de 17 kvæstede pådrog sig alvorlige skader.
Blandt de hårdest ramte var en mand på ladcykel, som måtte tilbringe to måneder på hospitalet med kraniebrud og hjerneblødning.
Gik i chok ved vejarbejdet
Den 76-årige forklarede, at det fik ham til at “flippe fuldstændig ud”, da han ramte vejarbejdet, og at han gik i chok. Hans demens er en central del af sagen.
Både enkelte af de påkørte og flere af den tiltaltes familiemedlemmer var mødt op i retssalen torsdag for at overvære sagens afslutning.
En afgørelse fra retten ventes efter, at rettens medlemmer har trukket sig tilbage til votering.













