Det er ikke hverdagskost at opleve et nyt album live dagen efter dets udgivelse – og endnu sjældnere at gøre det inden for rammerne af en fuldt udbygget scenografi med videoprojektioner, voilegardiner, glimmerforhæng og en mystisk danser med sølvglinsende hud.
Men det var præcis, hvad der ventede publikum på Nørrebro Teater lørdag aften, da den 28-årige aarhusianske sanger og sangskriver Østen fremførte sit andet album, ‘Når vi taler om solen’, som en del af teatrets nye koncept ‘Performed Concerts’.
Fra publikumsrækken til scenen
Showet begyndte med en overraskelse: Østen sad iklædt hættetrøje blandt publikum fra starten. I mørket fremførte han ‘Alt jeg ikke vil være’, inden et spotlys fandt ham i hans røde sæde, hvorfra han sang den dramatiske ‘Koldt vand’ stående på armlænene.
Herefter bevægede han sig ned til scenen, hvor han spillede fire numre fra debutalbummet ‘Daylight’ – heriblandt ‘Regn’ og ‘Sang til min mor’ – inden det nye materiale tog over. Som performer viste han sig både indøvet og umiddelbar, ekspressiv og nærværende på samme tid.
Scenograf Rosa Birkedal havde skabt en omskiftelig og visuel ramme, der gav plads til fordybelse frem for at overdøve musikken. En roterende platform bar fem bandmedlemmer, og særligt en cellist og en violinist løftede sangene i legesyge og velklingende retninger. Den lyse ‘Du gør mig glad’ fik næsten karakter af en folksang under strygernes hænder.
En fortælling om håb og sortsyn
Albummet ‘Når vi taler om solen’ handler ifølge Østen om at holde fast i håbet og kærligheden trods en tilbøjelighed til sortsyn. Den tematik blev understreget af en syvende person på scenen – en danser, der tidligt i showet brød ud af en dør ved publikumsrækkerne og med famlende bevægelser kæmpede sig ned til scenen.
Hvad hun repræsenterede, lod forestillingen bevidst stå åbent. En mulig læsning er, at hun spejlede de destruktive følelser fra ‘Daylight’, som Østen søger at lægge bag sig på det nye album. Mod slutningen lød en kvindestemme: »Du har holdt mig fast i alt det, jeg ikke vil være« – en kort monolog præget af afsky og bitterhed, inden danseren forsvandt fra scenen.
Sangene blev ikke spillet i albummets rækkefølge, men danseren fungerede som en fortællemæssig rød tråd, der bandt forestillingen sammen. Det rockede udtryk kom også til sin ret på singlen ‘Fri og alene’, hvor en insisterende elguitar skruede op for vildskaben.
Fordybelse frem for forklaring
Østens røst nåede fra tid til anden en smule skævt i de mest stille og basprægede partier, men på de høje toner og de intense passager leverede han fuldt ud. Det langsomt eskalerende åbningsnummer illustrerede begge sider af hans vokalunivers.
Formatet ‘Performed Concerts’ giver mening for netop Østen, der allerede på debutalbummet viste en sans for at kombinere det hudløst sårbare med det storladne og pompøse – en balance, der trives naturligt på en teaterscene.
Resultatet lørdag aften var en oplevelse, der gav publikum ro til at lytte, fortolke og lade musikken arbejde – uden at skære budskaberne ud i pap. Det er en sjælden kvalitet ved et koncertformat, og Østen og Rosa Birkedal udnyttede den til fulde.
